Hvad er virkelig virkeligt?

I dag har vi fornøjelsen af at poste en blog skrevet af den amerikanske 3p-veteran Judith Sedgemann. Vi har fået lov at oversætte den og dele den med jer, der læser med her hos Tanker Skaber. Den handler om hvad der egentlig er virkeligheden, når man begynder at se at vi alle skaber vores egen oplevelse af virkeligheden gennem vores tanker – for hvad ER så egentlig virkeligt?

God læselyst, kærligst Jacob og Mette Louise

“Hvis vi alle altid skaber vores egne separate oplevelser af virkeligheden, hvad er så virkelig virkeligt?” Det er et af de spørgsmål, jeg ofte får som underviser i De tre Principper. Folk vil vide om vi virkelig vil påstå at katastrofer, død, vejret – alt hvad der sker – ikke er virkelig virkeligt. Folk der lider, sørger eller længes, vil vide hvordan vi kan tillade os at antyde at disse dystre følelser ikke er virkeligt virkelige.

Spørgsmål som disse kommer fra det, der allerede er blevet skabt og som nu findes i vores bevidsthed. Det er spørgsmål om den film der vises på skærmen. Det vigtige spørgsmål for vores mentale velbefindende er: ”hvordan bliver den film til”? Når vi kigger udenfor os selv for at forstå livet, sker der en masse ting, som alle sammen ser virkelige ud og føles virkelige. Når vi kigger ind i os selv, vender vi blikket mod kilden til det hele, måden hvorpå det alt sammen dukker op i vores bevidsthed. Og når vi kigger indad, ser vi sandheden omkring hvad der virkelig er virkelig virkeligt: Vi skaber og oplever tanker. At vi skaber vores oplevelse af livet øjeblik for øjeblik via tanker er virkelig virkeligt. Det vi oplever som vores evigt skiftende virkelighed er denne evigt flydende, kreative gave, der skabes i vores eget sind.

Det er simpelt. Livsenergi (Mind) er virkelig. Vores evne til at tænke (Thought) er virkelig. Vores evne til at bringe vores tanker til live gennem vores sanser (Consciousness) er virkelig. Det vi skaber med disse kreative kræfter er filmen om vores liv.

Jeg blev en gang fanget med et fladt hjul på en bjergvej, da jeg boede i Okinawa. Det var længe før mobiltelefonen. Der var amerikanske militærbaser både i området bag mig og foran mig; Jeg følte mig sikker på at der ville dukke noget hjælp op. Området var utrolig smukt, et stejlt fald ned mod et frodigt landskab, der lå ned til det sydkinesiske hav. Det var tidlig eftermiddag på en klar forårsdag. Jeg sad på kølerhjelmen af min bil og ventede, mens jeg nød solen og udsigten. En del biler, lastbiler og motorcykler passerede; nogle dyttede; jeg vinkede. Efter et stykke tid holdt en militærjeep ind til siden og to soldater hoppede ud og tilbød at skifte mit dæk. De virkede ret bekymrede. ”Du skulle være blevet inde i bilen med låste døre”, sagde den ene. ”Det er et øde område. Noget frygteligt kunne være sket dig, en smuk ung kvinde strandet alene i vejsiden”.

Det sjove er at i det øjeblik han sagde det, begyndte jeg at blive en smule bange for dem. Sådan to store bevæbnede mænd kunne nemt overmande mig, tænkte jeg. Da denne frygtfyldte tanke dukkede op i mit sind, så situationen pludselig fuldstændig anderledes ud i mine øjne. Jeg var i fare. Jeg åndede lettet op, da de hoppede tilbage i deres jeep igen og kørte væk. Fra den dag nød jeg aldrig mere den smukke køretur hjem fra den base, hvor jeg underviste. Hver gang jeg kørte den vej, krøb den mørke tanke ind i mit sind at noget forfærdeligt kunne ske mig hvis min bil brød sammen. Jeg tilbragte turene med at holde øje med instrumentbrættet og klamre mig til rattet.

Vejen i sig selv var den samme før og efter den hændelse. Der var helt sikkert virkelig en vej. Men min oplevelse af vejen var 100 % formet af mine tanker om den. Jeg greb den skræmmende tanke, soldaten havde strejfet og gav ikke slip på den igen.

Selvfølgelig var jeg ikke nødt til at holde fast i den tanke. Men på det tidspunkt havde jeg ikke den fjerneste anelse om hvordan vi skaber vores oplevelse af virkeligheden. Jeg levede fuldstændig prisgivet de tanker der nu dukkede op i mit hoved. Jeg havde følt mig tryg og godt tilpas og nydt udsigten, indtil mine tanker skiftede og jeg følte mig nervøs og frygtsom. Jeg kunne have udvist større forsigtighed uden at gøre mig selv bange og oprevet, men jeg vidste ikke at min frygt kom fra mig selv og ikke fra køreturen.

Du kender sikkert det filosofiske spørgsmål: hvis et træ falder i skoven og der ikke er nogen der hører det, laver det så stadig en lyd? Hvis ingen hører det, hvis det aldrig træder ind i et menneskes bevidsthed, er lyden stadig virkelig, men den optræder aldrig i vores virkelighedsoplevelse. Træer vælter verden rundt, men de er ikke del af vores oplevelse af livet fordi vi ikke bringer dem ind i vores bevidsthed, fordi vi ikke tænker på dem.

Dette kan hjælpe os med at se at alle mulige ting sker rundt om os, men det er kun de ting vi bringer ind i vores sind og tænker noget om og oplever via vores egen bevidsthed, der optræder i vores virkelighed. Når én ting forsvinder fra vores sind og en anden dukker op, oplever vi et øjeblikkeligt skift i vores virkelighed. I hverdagens levende strøm, som vores tanker kommer og går, forandrer vores virkelighedsoplevelse sig konstant. Når vi ser hvordan det fungerer, bliver vores virkelige virkelighed selve den strøm af konstant at skabe oplevelser og opleve dem, og vi ser hvor nemt alt forandres gennem forandring af tankerne.

Den magt vi har til at forme vores oplevelse af hvad der sker, er virkelig virkelig. Mental sundhed og velvære dukker op, når vi forstår at bruge denne magt med visdom samtidig med at vi ser at vi ikke er nødt til at tage os selv seriøst, når vi ikke gør det.

Judith Sedgemann, www.three-principles.com

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.