Hvordan slipper man en tanke?

Da jeg tog kørekort, lærte min kørelærer mig at holde blikket midt på min egen kørebane, fordi vi har en tendens til at styre i samme retning som vores blikretning – og derfor er det hverken smart at kigge på grøftekanten eller de modsatkørende biler. Jeg kender også denne tilbøjelighed til at styre i vores egen blikretning fra cykelture med mine børn. De første år efter de har lært at cykle, har de en tendens til at styre lige ind imod min cykel eller imod modkørende biler. Ret pudsigt, men ikke så praktisk :-) Vores tanker fungerer på samme måde: hvis jeg først er begyndt at tage et særligt emne op i mine tanker, er der en tendens til at fortsætte tankerækken, hvis jeg fortsætter med at holde mit indre blik i retning af pågældende tema. Og hvis det f.eks. er bekymringer eller spekulationer over noget, jeg reelt ikke kan gøre noget ved lige nu, bliver det hurtigt cirka lige så ukonstruktivt som at holde blikket på de modkørende biler: risikoen for at køre galt indeni stiger markant.

Derimod, hvis jeg slipper tanken med mit indre øje et øjeblik, tager sindets automatiske genopretningsmekanisme over, og mine tanker strømmer igen mere frit. Og i den frie strøm er der meget større chance for at en frisk tanke, ny ide, innovativ løsning af det, jeg nu tænkte på, dukker op – af sig selv. Når det er tid.

Et konkret eksempel: i årevis spekulerede jeg mig gul og blå over hvordan vi skulle bygge vores hus om, så det kunne rumme vores voksende familie – herunder mange tanker om hvordan vi skulle komme i nærheden af at kunne finansiere dette projekt. Utallige planer og tegninger blev udført for mit indre øje, og min utilfredshed med husets nuværende størrelse og udseende steg proportionalt med den tid og de indre kræfter jeg brugte. Jeg var konstant utilfreds og udmattet. Jeg tror det gav mening for mig at blive ved, fordi det føltes som om jeg trods alt gjorde noget – godt nok har vi ikke råd til at bygge om lige nu, men det føles alligevel som om jeg nærmer mig, fordi jeg konstant bygger om i tankerne. Da jeg stødte på forståelsen af de tre principper, opdagede jeg pludselig at det ikke hang sammen som jeg troede: jeg havde hele tiden troet jeg var utilfreds, fordi vores hus var for lille. Pludselig forstod jeg at vi kun kan føle vores egne tanker: det føles ikke på nogen bestemt måde at bo i et lidt for lille hus – det føles præcis som jeg tænker, øjeblik for øjeblik. Pludselig gav det overhovedet ikke mening at fortsætte tankerækken, og jeg slap husprojektet med mit indre blik. Mit sind fik endelig chancen for at genoprette, og jeg følte mig med det samme lettet, glad og levende (de følelser, jeg før havde troet, en ombygning ville give mig). Siden har jeg levet lykkeligt i vores for lille hus, set muligheder frem for begrænsninger og derfor navigeret nænsomt gennem situationen. Nu ser det endelig ud til at vi indenfor en overskuelig fremtid går i gang med byggeprojektet, og ideen til hvordan det skal se ud, kom til mig ud af det blå for et halvt års tid siden, en dag hvor jeg overhovedet ikke tænkte bevidst over det.

Vores sind fungerer meget mere smidigt end vi tror, når vi lærer at orientere os i det. Derfor kan det godt betale sig at sætte sig ind i de indre trafikregler og få kørekort til sindet. Det er i hvert fald det mest revolutionerende og hjælpsomme jeg nogen sinde har lært i hele mit liv.

Kærligst Mette Louise

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.