Når en situation opstår hvor vi føler os forladt, forrådt, overset eller på anden måde uretfærdigt behandlet, så er det altid et kendetræk at det ganske enkelt føles ubehageligt.
Og jo mere vi dykker ned i følelsen, jo mere vi tænker over begivenheder og ting der er blevet sagt og gjort, ”Han skulle ikke have sagt, hun skulle ikke have gjort, de skulle have givet mig…” – jo mere intenst oplever vi ubehaget på egen krop og sind.
Og jo værre vi får det, jo mere kan vi føle os bekræftet i at vi har ret – i at de, ham eller hende er skyld i at vi nu har det skidt.
Og så tænker vi endnu mere over det.
Og så får vi det endnu værre.
Og så…
I sådan en situation siger man tit at en person hænger fast i fortiden, men i virkeligheden hænger man fast i nutiden. Hænger fast i igen og igen og igen, lige nu, at afspille tanker om noget der skete en gang, som man føler ikke burde være sket. Og så længe tankerne omkring det kværner rundt i vores hoved, så fortsætter den nedadgående spiral og vores humør, relationer, arbejde og livsglæde kan blive forgiftet af det.
Og hvis nogen så ser hvordan vi lider, og velmenende foreslår at vi nok burde slå en streg over fortiden og komme videre, så kan det føles som om vi skal kaste håndklædet i ringen, overgive os, og acceptere hvad der er sket.
Og det kan være en meget svær pille at sluge.
Så længe vi afspiller tankerne om uretfærdighederne, kan det godt være at det føles ubehageligt, men det giver samtidig en fornemmelse af at være med i kampen, og ikke at have givet op og derved indirekte blåstemplet hvad der er sket eller gjort mod os.
Vi har ikke tilgivet den eller de andre personer, de skal ikke slippe så let!
Men det vi let kan overse er at den følelsesmæssige kamp faktisk kun finder sted i vores eget indre. Det er vores egen sjælefred, livsglæde og fremtid der både er slagmarken og ofrene i striden.
For hver gang vi afspiller tankerne om uretfærdighed, hævn eller jalousi, er det som at tage en slurk gift og forvente at den eller de andre falder døde om eller i det mindste mærker smerten.
Men giften gør kun skade på den der drikker den.
Og som der er skrevet og sagt utallige gange gennem tiderne, er modgiften altid den samme: tilgivelse. Men det er en recept der kan være svær at indløse; ”Nej, jeg kan ikke bare tilgive dem, ham, hende – det de gjorde, det der skete, er utilgiveligt!”
Og så længe man tænker at tilgivelse, betyder at ændre sin holdning til nogen eller noget der har fundet sted, man ikke brød sig om, så er det klart at det kan det virke som en ubehagelig og umulig opgave.
Men tilgivelse har intet at gøre med andre end dig selv.
Du kan sige ”jeg tilgiver dig” til en anden og de kan sige undskyld til dig, men det ændrer ikke nødvendigvis noget som helst. Først når du giver dig selv lov til at give slip, ikke mere at skulle holde ved de gamle tanker, har det en virkning. Når du indser at hver gang du trykker ”repeat” på minderne om det skete, så er den eneste konsekvens at du lider.
Du har giftflasken i hånden og bestemmer selv om du vil have en slurk mere eller om det er tid til at sætte proppen i, og stille den på hylden.
Hvad end du vælger handler det kun om dig.
Det betyder ikke at du skal tvinge dig selv til at acceptere eller ændre holdning til noget, du føler er forkert. Du er stadig 100% fri til at mene og synes hvad du vil, om hvad end der er blevet sagt og gjort. At tilgive; at give dig selv lov til at slippe, handler udelukkende om at passe på dig selv, lige nu.
Og efterhånden som man bruger mindre og mindre af dagen på at kværne de samme tanker rundt og ”giften” forlader systemet. Så kan man opleve at man med tiden begynder at se fortiden i et andet lys, der ikke påvirker og tynger på samme ubehagelige måde.
Så længe fortiden via tankerne genoplives i nuet, kan den gøre ondt.
Når fortiden får lov til at blive fortid, kan vi begynde se tingene mere på afstand, mere fri af de akutte følelser. Og så bliver der igen plads til at nye tanker, ideer og følelser kan dukke op og vi ser lysere på fremtiden.
Når vi stopper med at drikke giften, i at holde fast i de ubehagelige tanker, er det som at stoppe med at rode i et åbent sår. Vores sind har altid en naturlig bevægelse mod sundhed og positive følelser, som en blomst der automatisk vender sig mod sollyset.
Det skal nok selv tage vare på helings-processen, hvis man bare giver det lov 🙂