Det her føles forkert…fuld kraft frem!

Fra naturens hånd har vi fået en rigtig praktisk egenskab, nemlig smerte.
Når vi oplever fysisk ubehag, så ved vi intuitivt at det er et signal om at vi skal passe på os selv. Det er som et advarselssignal der siger ”Stop, du skal ikke fortsætte denne vej”.
Så hvis vi kommer til at lægge hånden på en varm kogeplade, bliver solskoldede eller tager en bid af et råddent æble, så fortæller vores krop og sanser at det er en god ide ikke at gøre mere af det.

Og det sker helt naturligt, vi behøver ikke at tænke over det eller at have trænet ”De 7 Utrolige Teknikker til Succesfuldt at Undgå Brændte Hænder”.
Når vi mærker smerten fra kogepladen, trækker vi hånden til os, og så er det det.

Men når det kommer til vores indre velbefindende, så er det tit en helt anden snak.
Her er det normalt at vi tolker ubehag som et tegn på præcis det modsatte.
Så når tanker som f.eks ”Jeg er ikke god nok, slank eller succesfuld nok. Jeg har ingenting udrettet i mit liv, ingen kan rigtigt lide mig” dukker op, så føles det ikke rart. Men modsat den fysiske smerte, så tolker vi ofte dette indre ubehag som et stort, lysende neonskilt der siger ”Hurtigt, tænk videre denne vej, det her er vigtigt!!”.
Men følger vi den impuls, der ofte har en bismag af ængstelse, vrede eller utryghed, så sker det tit at problemerne i hovedet bare vokser og fylder mere og mere.
Jo mere vi tror på, diskuterer med eller kæmper mod de negative tanker, jo mere levende og virkelige føles de.

Og tolker man netop den indre uro og bekymring som et ”Fuld fart frem!” og prøver at løse sin økonomi eller selvværd i hovedet kl. 2.30 om natten eller tager den seriøse snak med sin partner lige inden sengetid, hvor alle er dødtrætte, fordi de irritable tanker insisterer på at ”Det her er vigtigt!!” – Så vil de fleste nok have erfaret at det sjældent løser noget som helst, tværtimod.

Når vi er i dårligt humør og negative tanker dukker op, så siger det i virkeligheden ingenting om verden, vores børn, partner eller økonomi. Det siger kun noget om kvaliteten af tankerne lige der. Tanker der dukker op når humøret er lavt, giver ofte anspændte og ubehagelige følelser, hvilket er ret smart, for det er et klart signal om at de er noget skrammel, der ikke er gode til at hjælpe os gennem livet.

Så på samme måde som fysisk smerte er et tegn til at det er en god ide at stoppe og passe på sig selv, så er vores følelser et fantastisk barometer på om vi skal tage den indre snak i hovedet seriøst eller om det er tid til at lade tankerne være i fred.
Og hvis man stopper med at engagere sig i den indre, bekymrede dialog, så klinger den ud, barometeret stiger og vi begynder igen at se tingene fra et mere klart sted, gennem nye, friskere tanker. Og derfra er det meget lettere at finde svar, løsninger og navigere gennem hverdagens udfordringer.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.